Hold håbet op!
Tag med, når Folkekirkens Skoletjeneste på tværs af Aalborg Stift sætter et op løftende salmesangsprojekt i gang, som tager udgangspunkt i temaet håb.
Vi lever i en tid, hvor det er ekstra vigtigt at sætte fokus på netop håbet. At håbet er der, selvom vi kan have svært ved at få øje på det, især når vi vender blikket ud mod den store verden. Når alt kan synes håbløst, finder vi håb i hinanden, i fællesskabet. Det fællesskab opstår, når vi synger sammen.
I dette projekt skal eleverne ud fra en tilhørende hjemmeside først stifte bekendtskab med 10 udvalgte salmer og sange, som alle har håbet som omdrejningspunkt. Efter en kort intro duktion på skolen, følger en times koncert i en udvalgt kirke, hvor professionelle musikere i samspil med eleverne vil lade tonerne flyde frit i et rum, hvor håbet får en stemme.
Efterfølgende kan eleverne ud fra 3 udvalgte salmer arbejde videre med håbet som grundbegreb. Til hver af de udvalgte salmer findes en række opgaver med fokus på ordarbejde, stemninger og kreative processer. Opgaverne findes på hjemmesiden, som man får adgang til ved tilmelding, og kan tilpasses den enkelte klasse.
Foregår i Frederikshavn Kirke